Komplet hjemmeside inkl. CMS og webdesign - DKK 29
Cycling Online
Tilbage
 

Stemmetræning

 
 
 
 
Sådan fungerer din stemme!
Af Klaus Møller, www.voxhumana.dk
 
 
For at man kan tale, synge, råbe osv, er der tre ting, der skal fungere i samspil med hinanden. Disse tre ting kaldes overordnet ”Kraft”, ”Kilde” og ”Filter”.
  • Kraften er den muskelenergi, som sætter det hele i gang.
  • Kilden er der, hvor lyden opstår.
  • Filteret er der, hvor lyden bliver forstærket.
 
Hvis vi sammenligner dette med, at vi klapper i hænderne, så er ”Kraften” musklerne i vores arme, ”Kilden” er vores hænder, der mødes og sætter luften imellem hænderne i vibration (som vores øre så opfatter som lyd) og ”Filteret” er det rum, vi klapper i. Vi kan alle forestille os, at der er forskel på lyden af et klap i et lille rum med tæppe på gulvet og lyden af et klap, i for eksempel en kirke eller et andet rum med en god akustik.
 
I stemmen er ”Kraften” musklerne som presser luft ud af lungerne (primært bugmusklerne). ”Kilden” er Stemmelæberne som er placeret i struben lige oven på luftrøret, og ”Filteret” er det rør som formes af svælget, munden og til dels næsehulen, tilsammen kaldet Ansatsrøret


Så for at lave en lyd sker der følgende:
  1. Luft trækkes ind i lungerne (ved hjælp af mellemgulvet/diafragma)
  2. Luft blæses ud af lungerne ved hjælp af bugmusklerne
  3. Luften bliver blæst igennem de to stemmelæber, som begynder at vibrere og derved laver en lyd
  4. Lyden bevæger sig op igennem ansatsrøret og bliver filtreret på forskellig måde. En del af denne filtrering, er det vi hører som vokaler og konsonanter, altså sprog.
 
Alle disse ting skal arbejde sammen, for at vi kan lave en lyd med vores stemme. Som det fremgår, styres alle disse processer af muskler, og muskler kan som bekendt trænes til at blive stærkere, mere funktionsdygtige og mere fleksible.
 
Stemmetræning består derfor i at træne de forskellige muskelgrupper enkeltvis, og derefter at optræne koordinationen mellem de forskellige grupper.
Stemmeproblemer opstår, når der ikke er balance imellem de muskler der styrer henholdsvis ”Kraft”, ”Kilde” og ”Filter”.
 
Der kan være mange individuelle grunde til, at der opstår stemmetræthed, hæshed, stemmesvigt osv. Men alle disse symptomer kan føres tilbage til en ubalance mellem de tre nævnte muskelgrupper.
 

 
 
Pas på din stemme!
Af Klaus Møller, www.voxhumana.dk

 
Stemmen behøver pleje, lige som resten af kroppen, for at fungere optimalt. Da stemmelæberne for en stor del består af vand, er det vigtigt at drikke vand nok. Undersøgelser viser at det tager ca. seks uger før det vand vi drikker i dag, når ud i stemmelæberne. Det vil sige, at det er vigtigt at drikke vand kontinuerligt og ikke kun lige inden man skal bruge sin stemme.
 
Rygning er meget skadeligt for stemmen, fordi røgen passerer igennem stemmelæberne på vej ned i lungerne. Slimhinden på stemmelæberne bliver påvirket både af varmen fra røgen og af nikotinen. Man kan ofte se at rygere danner mere sejt slim på stemmelæberne og derfor får en mindre klar lyd og må rømme sig meget.
 
Kaffe har en tendens til at udtørre stemmelæberne og hvis man er kaffe drikker, skal man indtage mere vand, end hvis man ikke drikker kaffe. Hvis man lider af for meget mavesyre kan det have en meget negativ indflydelse på stemmen. Mavesyrne kan trænge op i spiserøret (kaldet Reflux) og bare dampene fra mavesyren kan få stemmelæberne til at blive røde og lidt hævede. Det er typisk det, der sker, hvis man ofte har ”morgenstemme” altså at stemmen ikke fungerer om morgenen, men senere på dagen går det bedre. Man kan ofte undgå reflux ved ikke at spise de sidste timer inden man går i seng og evt. sove med hovedgærdet på sengen løftet.
 
I svære tilfælde skal man tale med sin læge om problemet og evt. have medicin, der kan reducere mavesyreproduktionen. Sidst, men ikke mindst, kræver stemmen ro. Især efter man har brugt sin stemme meget, kan det være nødvendigt at holde mund, for at stemmen kan når at restituerer :-)
 
download "pas på din stemme" som pdf

 
Cycling Online - Grøftevej 3 - 4180 Sorø - Tlf: +45 40 62 89 01 - Mail: info@cycling-online.dk